Interview med Ester Brohus

Lørdag 1. marts skulle Ester Brohus give koncert i Galaksen i Værløse og Ester havde givet tilsagn om at jeg måtte interviewe hende inden koncerten. Det blev et rigtig hyggeligt interview. Ester er det nærmeste vi i Danmark kommer en rigtig country woman. Når man hører hende fortælle på syngende jysk, kunne det lige så godt være en amerikansk countrysangerinde som fortalte.

Ved den efterfølgende koncert gav Ester Brohus små anekdoter og store sange sammen med sit meget meget dygtige band. Ester har en dejlig stemme, gode sange og den helt rigtige countryfrasering, noget man ikke bare lige gør, hun har fået det ind med modermælken og det kan høres. Ud over den gode musik, var der en ualmindelig god stemning på scenen, Ester og bandet hyggede sig og det smittede af på os, det begejstrede publikum.

Peter:
Din karriere startede i 1992, hvor du gik solo. Inden da havde du spillet i 16 år med familien.

Ester:
Ja, vi tog fra Hedensted hver weekend med mor og far, os 4 børn og en stor trailer. Det gjorde vi i 16 år, vi spillede på markedspladser og i kirker og vi spillede allerede på det tidspunkt i fængslerne, som vi jo også gør i dag, og det var meget naturligt for os at pakke bilen og alt vores tøj - vi var altid ens i tøjet og tage af sted og ud at spille og det er faktisk her i mit voksenliv, hvor jeg er begyndt at fortælle om det, at jeg måske godt kan se at det var lidt en sjov ting, men den var god og det var jo en fin ting for mig og for det liv jeg så skulle have sidenhen, at lære at stå foran et publikum og blive trænet i at synge og så videre og så videre.

Ester:
Det var helt naturligt, for det første så blev vi jo voksne og gift og fik børn - altså skulle vi have spillet alle sammen, så ville det have være en værre redelighed, og så lavede min familie faktisk en radio i Hedensted der hed Radio Midtpunkt, som de kørte i 10 år og i de 10 år kørte min familie den ting op og det var et stort samlingssted for unge mennesker i Hedensted og efter det brugte jeg så yderligere 10 år med at køre rundt i min gule Folkevogn for at fortælle om hvem jeg var og på det tidspunkt var countrymusikken i hvert fald ikke populærmusik herhjemme, så det var noget af en opgave synes jeg egentlig selv og jeg ved ikke om jeg ville gøre det om igen, det tror jeg faktisk ikke. Det var også lidt sjove år fordi jeg stadig var ung og havde lyst til at det skulle gå godt.

Ester:
Ja, så stod jeg på egne ben og begyndte at skrive musik, man ser jo ofte med sådan nogle familiegrupper, som for øvrigt er meget country, altså den måde at arbejde med musikken på, og der er altid en der stikker af og det har i det her tilfælde været mig og så begyndte jeg at skrive sange, rigtig rigtig mange sange og jeg kan lige betro dig at man skal skrive rigtig mange sange før det begynder at lugte af noget når man er selvstuderende som mig og kun har hvad jeg har lært hjemmefra. Så jeg måtte skrive rigtig mange sange før at jeg kunne gå ud og sige at nu er jeg også sangskriver.

Ester:
Ja ja, ja ja, jeg kommer fra et kristent hjem og det er jo også det der gør at når vi var ude at spille som familie så spillede vi jo gospel og countrymusik. Gospel og countrymusik hører meget sammen, vi ser det også med den tur vi lige har været på i Nashville, hele mit ungdoms og barndoms forløb ligner utrolig meget den måde man lever med musikken derovre, altså man er sammen om det, familien er om det, og de store navne og jeg kan nævne Hank Williams, Ray Charles - nu er han ikke country, men det var han - Elvis Presley, Johnny Cash har jo allesammen lavet gospel musik som jo ligger tæt på countrymusik. Det er musik som man i den grad laver af hjertet, det vil sige at man står ikke lige op og fyrer en countrysang af, der er altid en hvis portion smerte med i det og det skal man, tror jeg, have lært hjemmefra.

Peter:
I starten af 1970'erne begyndte du sammen med familien at spille fængselskoncerter og det har du fortsat med siden...

Ester:
Ja, jeg tror jeg var 14 år gammel da vi første gang spillede på Horsens Statsfængsel, for fangerne på den lukkede afdeling og det fortsatte og i dag der turnerer jeg så rundt omkring i landet og det har jo betydet at vi kender jo fangerne rundt omkring og de venter på at vi
kommer igen, spiller en koncert, hygger med dem og drikker kaffe og hører hvordan de har haft det, vi fortæller hvad vi har lavet siden sidst, hvor vi har været henne og hvilke koncerter vi har lavet, så spiller vi lidt igen og så siger vi farvel til hinanden, for vi skal jo ses igen. Det er noget der blev til og som er en del af vores arbejde og det har ikke noget at gøre med at vi skal tjene penge, det er en del af det som hører til mit liv, nemlig at nogen gange gør vi noget fordi vi kan noget som vi kan bruge til andre, ikke fordi vi er kendte eller stjerner, men fordi vi har noget der gavner andre og det er også noget som mit orkester synes er en fin ting, fordi at de fængselskoncerter giver os jo meget med hjem. Det er somme tider, når det har være på måske 3 lukkede afdelinger på et statsfængsel, vi spiller 3 koncerter fordi fangerne ikke må blive lukket sammen, så kommer de op at tottes, så kan vi godt sidde lige så stille i bilen når vi kører hjem og være rigtig glade for at vi bare kan køre hjem og slappe af og vi kommer så tilbage, måske et halvt år senere, og der har de siddet derinde i det halve år og vi har oplevet en hel masse. Men det er nogle mennesker jeg sætter stor pris på, folk som måske ikke har haft de samme odds og vilkår som vi andre har.

Peter:
Med Poor Pretty Little Me begyndte du at udgive albums med egne numre, hvad har været dine bedste øjeblikke med at skrive og spille egne numre?

Ester:
Ja, det var Poor Pretty Litte Me pladen og det foregik faktisk sådan at jeg havde jo lavet de første 4 plader og måtte rejse til København og synes pludselig at mit musikalske liv det var blevet sådan lidt, - ikke trivielt, det er livet jo ikke, men det med at vi lavede plader, så skulle vi på efterårsturné og på forårsturné, vi skulle lave en plade og så tænkte jeg at jeg er ikke sikker på at jeg bruger mit liv rigtigt. Det jeg kan i mit liv, det er en gave jeg har og den skal jeg behandle ordentligt, så jeg tog hjem og meddelte folk at jeg tager en lille pause, jeg bliver nød til at tænke over hvad der sker omkring mig, og så gik jeg faktisk hjemme på gården og fandt ud af at det var i hvert fald slet ikke det jeg skulle.

Hvis man er musiker og vandt til at rejse rundt, så tager man ikke hjem, det er noget der sidder dybt i os. Så jeg skrev 40 sange og dem gik jeg og tussede rundt med og så tænkte jeg at nu må jeg snart se at få gjort et eller andet og man har det også lidt når man tager hjem på den måde som jeg gjorde, så tænker man gad vide om folk de husker mig når jeg kommer tilbage, men så besluttede jeg mig for at hvis der ikke kan gå halvandet år og jeg ikke er med, så er der ikke noget at bygge på, og det kunne der så også godt. Jeg var så heldig at Knud Møller og hans kone flyttede til Hedensted og jeg kørte over og bød dem velkommen og vi kom til hinanden at kende rigtig godt og begyndte på et samarbejde og lavede så denne her femte plade sammen, som vi så modtog 3 Grammy'er for, så det var dejligt og så kørte møllen bare igen og fra den dag der besluttede jeg at jeg kan godt skrive mine sange selv og jeg har også noget jeg gerne vil fortælle, ikke bare kærlighedssange, men små historier om de mennesker jeg møder, folk jeg ser, historier jeg hører, situationer som jeg godt kan lide eller omvendt.

Peter:
Har du en speciel oplevelse eller historie som har tilknytning til det at skrive egne sange?

Ester:
Det har jeg sådan set ikke, fordi jeg altid selv har skrevet sange, men de har ikke være lige gode alle sammen, men hvis du kan det med at skrive sange, så skal du også gøre det, og nu er jeg så heldig at det ikke er nogen pligt for mig, det er noget der er sjovt. Så holder jeg en pause ind i mellem, men de gode situationer er når jeg sidder hjemme, jeg skriver al min musik hjemme på gården, og når jeg har lavet noget godt, så kan jeg godt mærke det og jeg bliver sådan helt... nu tager jeg lige en tur på hesten og slapper lidt af og det er jo dejligt og det er tegn på at her er noget der er i orden. Nu har jeg gjort det her i så mange år at nu sorterer jeg også selv fra, hvor i gamle dage var vi flere der diskuterede var det godt eller var det skidt, i dag der gør jeg det selv og hvis jeg ikke kan det nu, med den alder jeg har og alt det jeg har lagt bag mig, så kommer jeg aldrig til det. Og selvfølgelig kan jeg det og det lever jeg jo af i dag og vi spiller jo mange koncerter hvert år så det er jo frugten af det stykke arbejde man har gået og bakset med for sig selv.

Peter:
Når jeg hører Poor Pretty Little Me og Come to Me, spekulerer jeg over om det egentlig er country.

Ester:
Det kommer an på hvordan du opfatter country, countrymusik er jo faktisk meget bredt, der er den der lige til country, det er meget simpelt og lige til det jeg laver, jeg har ikke steelguitar og violiner og sådan noget med, men jeg holder mig til den der meget enkle country og det vil du også opleve i aften. Jeg er country og hvad der kommer ud af min mund, ved du hvad, jeg har lavet dette her siden jeg var 14 år gammel, offentligt på scenen og har undervejs tænkt måske jeg skal være en popsangerinde, hvis vi kigger derover (Ester peger på nogle pop plakater) og ser hvor er de smarte og flotte friske damer, men hver gang jeg bare nærmer mig det og tror det er det, det skal være, så ender det alligevel der hvor jeg kommer fra, så det opgav jeg og i dag er det jo dejligt, for nu kan jeg leve... altså, denne her musik den har ingen alder, i country må du gerne blive gammel og jeg behøver ikke at løbe rundt og være et sexsymbol vel. Det her det handler ikke om hvad jeg er, men hvad jeg kan og det er jo fantastisk, det her det er min country og min country findes rigtig mange steder i USA.

Ester:
Johnny Cash har jeg sunget siden jeg var helt lille, jeg har bare sunget hans sange uden at jeg vidste det var ham, det var der ingen der havde fortalt mig. Ligeledes Hank Williams synes jeg også er virkelig godt, men samtidig så har jeg også sådan en som Lyle Lovett, som jeg synes er af meget meget høj kvalitet, der er rigtig mange og der er også mange som jeg synes er for meget country til mig, så vi skal alle sammen hver i sær tage det vi har brug for og synes er lækkert at høre på.

Så var der bare at sige tusinde tak fordi Ester Brohus ville bruge sin tid på et interview med Country World og jeg fik en stor oplevelse, ikke bare ved koncerten, men det var et kick at møde Ester personligt. Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang.